Efter to sejre over indiske modstandere i kvalifikationen blev engelske Jonathan Kemp som forventet stopklods for danmarksranglistens nr. 2 ved Chennai Open.
Verdens nr. 21 besejrede Kristian Frost med de klare cifre 11-8, 11-4, 11-4 på 30 min., og Koldingspilleren kan dermed vende snuden hjem mod Danmark igen, hvor han på lørdag skal spille holdkamp mod OSMK og Herlev.
Kvalifikationsrunden
Forrige weekends challengervinder i Egå, Kristian Frost, er endnu engang rejst til Indien i hans jagt på verdensranglistepoint. Han spiller denne gang en noget større turnering end ved hans andre ture, hvilket har resulteret i at han denne gang skulle en tur gennem kvalifikationen.
Dette stoppede dog ikke Kristian, som nu efter to sejre er klar til hovedturneringen - her venter i 1. runde en kamp mod 2. seedede Jonathan Kemp fra England, som pt. ligger nr. 21 i verden. Til sammenligning ligger Kristian "blot" nr. 100 på samme rangliste, hvilket dog er hans højeste rangering til dato.
På den opdaterede rangliste pr. 1. marts er Kristian rykket 7 pladser, og har altså nået et af sine første personlige mål (en plads i top100) for sin karriere, hvilket skete via hans semifinaleplads i St. Cloud Open, hvor han først missede finalen efter 5 tætte sæt mod franske Julien Balbo.
Resultater fra Chennai Open:
1. kval-runde: Kristian Frost vs. B. Balamurugan (Indien) 11-5, 11-7, 11-7
2. kval-runde: Kristian Frost vs. G. Nandrajog (Indien) 9-11, 11-9, 11-6, 11-8