Reaktioner efter weekendens runde i elitedivisionen

Tobias Pørtner
06. September 2010, 12:55

De forsvarende mestre fra OSC kom stærkt fra land via en 6-2 sejr over Kolding. Samme resultat blev det i KSK, da denne sæsons storfavoritter fra Birkerød besejrede besejrede hjemmeholdet.
På damesiden bød runden også på sejre til OSC og Birkerød, og de to hold har dermed fået en flyvende start i bestræbelserne på at opnå en plads i mellemspillet og senere hen kæmpe om medaljer til slutspillet.

Birkerøds holdkaptajn Lars Kleiminger var ikke overraskende godt tilfreds med lørdagens udbytte:

En fantastisk sæsonstart for os!

 
Hos damerne vidste vi på forhånd, at det ville blive uhyggelig svært at slå Lauren Siddall, så vi skulle hente vores point i de resterende fire kampe. At vi napper alle fire, er vi meget glade for. Jennie Lindström blev skadet kort før kampdagen, men det lykkedes os i sidste øjeblik at få debutanten Sofia Örneberg til København. Sammen med Cecilie og Sissel gjorde hun en rigtig god figur, hvor hun hev en vigtig 3-2-sejr i land mod Anna Sophie Ørnfeldt efter et meget tæt femte sæt. Alt i alt en glimrende start for vores damer i bestræbelserne på at kvalificere sig til slutspillet.
 
I herrekampen var der på forhånd lagt op til nogle virkelig spændende og seværdige kampe. Heldigvis holdt forventningerne stik, og der blev afviklet flere flotte kampe med squash på imponerende højt niveau. Særligt imponerende må Joe Lees præstation siges at være, da han efter en hård fem-sætssejr over Kashif Shuja formåede at slå Kristian Frost i tre sæt. Et fornemt resultat, ikke mindst den korte pause mellem kampene taget i betragtning. Den samlede sejr på 6-2 i holdkampen mod et stærkt KSK-hold har givet os en utrolig god sæsonstart og er et solidt rygstød frem mod de kommende runder, hvor vi skal forsøge at følge op på dagens gode resultater.
Lars Kleiminger, Birkerød
Hos det tabende hold var skuffelsen tydelig at mærke, men Christian Solgaard, holdkaptajn hos KSK, kunne også finde flere forskellige lyspunkter efter nederlaget:
Vi vidste, at det ville blive en utrolig svær runde for både herre- og dameholdet, og at vi ville komme til at skulle arbejde benhårdt for hvert et point mod en meget stærk Birkerød-trup. På herresiden er jeg selvfølgelig glad for, at både Kristian og Kashif var i stand til at slå Morten, og dermed fik en sejr i deres KSK-debaut. Og det var reelt kun marginaler, der afholdt Kashif fra også at slå Joe Lee, der i begge kampe leverede en meget flot indsats. Tilskuerne i Vestersøhus fik virkelig noget for den gratis entré. Casper og jeg selv ville selvfølgelig gerne have gjort noget mere ved Frilund og Neve, men vi var ikke helt stærke nok.
 
På pigesiden leverede Lauren som sædvanlg varen, og med lidt held havde Anna taget en sejr mere. Katarina spillede også et par gode kampe, og for os er positivt, at den nye struktur betyder, at Katarina nu bliver fast elitedivisionsspiller.
 
Det første indtryk af den nye måde at afvikle holdkampene på var overvejende positivt - til tros for en smule forvirring ved kampstart, men jeg synes at vi sammen med Birkerød fandt en hensigtsmæssig måde at gøre det på, hvor vi afviklede alle 14 kampe på to baner. Udfordringen er naturligvis at give alle spillere tilstrækkelig og lige lang pause mellem første og andet kryds, og jeg tror at vi kommer til at gøre os nogle erfaringer i løbet af denne sæsom og at vi skal være indstillede på at justere lidt hist og her forud for den næste.
 
Team Århus' afbud til kampene mod Herlev er meget beklagelige og uheldige for hele turneringen. Der er 40 points pr. hold at spille om i efteråret, og jeg skyder på, at ca. 25 vil være nok til at kvalificere sig til slutspillet. Her har Team Århus så bidraget til, at  Herlev allerede har hentet ca.1/3 heraf på en w/o i første runde. Det kan godt vise sig, at blive af ret stor betydning.
Christian Solgaard, KSK
I Odense røg sidste års sølvvindere ind i forventede problemer, da de endnu ikke har formået at lukke hullet efter Kristian Frosts skifte væk fra Kolding:
En lidt underlig følelse at det bliver et nederlag på 2-6, da vi egentlig var tæt på i flere kampe. Bl.a. Martin Laursen kunne med lidt held have slået Mark Povlsen, men han var desværre ikke helt kølig nok i afslutningen af sættene.

Derudover så vi også hvor stor betydning fysikken kommer til at spille i den nye struktur, da Francesco Busi slet ikke havde luft nok til at spille to hårde kampe med blot én times pause.
En times pause er dog også efter min mening nærmest at gøre grin med elitesquash i Danmark og en totalt nedprioritering af alt der hedder mentaltræning og generel forberedelse til kampene. Et problem som vi bliver nød til klubberne og DSqF i samspil at kigge på for at denne struktur skal blive en succes.

Det store lyspunkt på herresiden var Andy Lambert, der med to flotte 3-0 sejre virkelig viste at han er hvor han skal være.

Damerne tabte som forventet med 2-4, men det var et resultat som nærmest stod urokkeligt klart inden kampen. Her er vi glade for at vi kunne give debut til to nye spille, Line Falsig og vores nye tysker Sina Wall. Sina tog en forholdsvis sikker sejr over ML Feddern, og vi glæder os til at være en del af hendes udvikling, da hun er en ung spiller på 20 år som helt sikkert er på vej opad på WISPA-ranglisten, da hun pt. udelukkende koncentrerer sig om sit squash nede i München.
Tobias Pørtner, Kolding

Kommentarer

Der er ingen kommentarer til nyheden!

Tilføj en kommentar

Når du ikke har oprettet en bruger, skal du angive dine oplysninger hvergang du skal kommentere på indhold. Du kan oprette en bruger, det er gratis og tager kun få minutter.

Copyright Squashonline.dk © 2007 - 2012